Får jeg nu dårlig karma?

Dræbte en edderkop på arbejdet idag, fordi… ja bare fordi. Jeg hader edderkopper, og det er et dyr på denne jord som jeg virkelig ikke ville have noget imod uddøde. Ja man har jo lov til at drømme. Får jeg nu dårlig karma for at have dræbt en edderkop uden grund?

Modtog en meget lang, og på ingen måde særlig overraskende kærlighedserklæring fra H igår. Jeg afviste meget pænt med jeg kun ville være venner, og at jeg ikke var klar til et nyt forhold endnu. Men det er nu alligevel fristende på en måde… Tanken om at der er en sød fyr, som virkelig bare gerne ville elske dig, holde om dig og give dig kærlighed lokker. Jeg falder for sådan noget. Kærlighed ligger så højt på min liste over livsnødvendige ting, at jeg kan finde på at modtage kærlighed fra en fyr jeg ikke engang selv er vild med.(læs: var i sådan et forhold i en 2 måneders tid for år tilbage) Dette har så også medført at jeg nærmest ikke har været single i over 4 år! Så det må da prøves lidt nu ikke? Plus, jeg har lovet mig selv at være loyal over for Kærligheden, og det ville jeg ikke være, hvis jeg var sammen med H nu.

Så hele humlen er, at vi har aftalt for nu kun at være venner. Men hvem ved?

For lige at tale om noget andet en karma og kærlighed, så har jeg været ude og kigge på nogle lejligheder idag. Jeg har nemlig udviklet en utrolig trang til at flytte hjemme fra, og det kan næsten ikke gå hurtigt nok! Men tålmodigheden må man mestre. Og der var faktisk en af de lejligheder jeg så på, som jeg godt kunne være interesseret i, med overtagelse til februar. Jeg ville meget gerne flytte tidligere end det (der er meget langt til februar) men samtidig er det også fornuftigt at bo lidt hjemme endnu, og spare en helveds masse penge op mens jeg kan(og så jeg har så utrolig tæt til arbejde her hjemme). Inden jeg får set mig om hedder den SU som eneste indtægt igen.

Auf wiedersehn! (Jeg tager til Berlin for at shoppe i slutningen af ugen, yay!)

Hvad fanden troede jeg selv der ville ske?

Ja, sådan sidder Frøken Hvad-nu og tænker her søndag morgen, efter min ikke-date med H.

Det kunne nemlig godt virke som han troede det var en date. Han havde overraskende fint tøj på, mens jeg kom sjoskende i slidt sweater med Mickey Mouse på og en alt for stor herrejakke. Og da billetterne så skulle betales var han ved at stikke billetdamen en 200 kroners seddel, da jeg lige nåede at smide et væld af småmønter på disken. Ville med glæde tage imod en biografbillet HVIS det havde været en date, men det var det altså ikke! Så det måtte jeg altså understree ved selv at betale min billet(Jeg lod ham dog betale for slikket, var det forkert af mig?).

Og det var faktisk en vildt god film! Vi var inde og se den der helt nye film The Butler. Men jeg skulle bare virkelig holde øje med hvor jeg lagde mine hænder, for hver gang jeg ikke lige tænkte over at gemme dem væk, forsøgte han at holde mig i hånden. Men jeg fik alle 132 min. til at gå, uden at vi holdte i hånden.

Så var der bare afskedsscenen nede i metroen hvor han stod ubehageligt tæt på de sidste minutter inden mit tog kom. Ventede dog med at sige farvel til lige der hvor metroen ruller ind, så det kun kunne blive til et hurtigt kram inden jeg forsvandt ind i metroen(Virkelig smart syntes jeg selv!).

Men hvad fanden havde jeg selv troet der ville ske? Hvis jeg før var i tvivl om han ville mere end at være venner, er jeg da i hvert fald stensikker på det nu. Står nu over for to muligheder, så vidt jeg kan se:1. Fortælle ham at jeg kun vil være venner
2. Stoppe alt kontakt med ham, og aldrig se ham igen

Hvad nu?

Hvad har jeg nu roddet mig ud i?

Så er Frøken Hvad-nu? tilbage efter et par dage i følelsesmæssigt kaos…

Meget svært at sætte ord på, men blandt andet en Hr. L som lades som om intet er sket(se tirsdag hvor han pludselig ville kysse), og en H som er alt, alt for interesseret i mig lige pludselig, og som skriver alt for meget “søde” og “smukke”…

Denne weekend står nu på ingen aftaler med Hr. L, so fare i hvert fald, men tilgengæld en aftale med H om at tage i biografen i morgen. Håber ikke han tror det er en date. Jeg stemmer for at vi skal se klam splatter, uden nogen sentimentale scener. Og jeg vil have min egne popcorn!
Komisk nok har vi aldrig været i biografen sammen før, og vi var endda kærester i samlet set 7 måneder!

Nå, men hele dette følelsesmæssige kaos resulterede i at jeg gik amok i IKEA… Er nu 602 kr fattigere, og en helt masse puder, lys, tæpper og glas rigere..

Jeg har lyst til at slå mig selv hårdt i hovedet med min nye lanterne til 49 kr.

Hvad med alle X’erne? #2

Hvad sker der for x’erne spørger jeg lige igen!?

Var på cafe med H igår, det var rigtig hyggeligt. Men da vi var færdig med vores drikkevarer gik vi en tur ned til Nyhavn, og satte os ned og snakkede videre, og jeg fik bare sådan en ubehagelig fornemmelse af at han hele tiden var lige ved at kysse mig. Jeg troede inden jeg mødtes med ham, at jeg måske ikke ville have noget i mod det, men det ville jeg altså have haft! Så jeg brød meget pludselig op, og skyndte mig mod Nørreport st. hvor mit tog heldigvis kom få minutter efter. Han fik dog hevet ud af mig, at Hr. L og jeg har slået op. Håber ikke det giver ham falske forhåbninger… Og jeg var nærmest kun lige kommet ind af døren da han skrev: “Tak for idag smukke:) det var rigtig fedt at se dig:)” Helt ærligt, det er over 3 år siden vi slog op, stop med at kald mig smukke!

Men så her idag, efter jeg havde været på arbejde, kom Hr. L forbi, hvilket vi jo havde aftalt efter de meget underlige beskeder han sendte den anden nat. Det første han så gør, da jeg åbner døren for ham, er at kysse mig! Hey fister! Du slog altså op med mig for 3 uger siden, hvis du skulle have glemt det?! Og det fortsatte, han forsøgte hele tiden at kysse mig, selvom jeg både virkede afvisende og faktisk tilsidst sagde til ham at han skulle lade være. Det var dog utroligt! Hvad havde han forestillet sig? At jeg bare ville kaste mig i armene på ham det øjeblik han ombestemte sig?(hvilket jeg sikkert også godt kunne have fundet på…) Men altså, jeg har bare tænkt rigtig meget over det hele siden han slog op, og jeg har egentlig klaret mig rigtig fint, så nu ved jeg helt ærligt ikke hvad jeg vil…
Udover det, virker det heller ikke som om Hr. L var helt sikker på hvad han ville, ud over at kysse og gramse på mig, og hvis det kun er det han vil, så gider jeg i hvert fald ikke! Så nu har jeg sendt ham hjem med den besked, at han må finde ud af hvad han vil. Alligevel følte han at det ville passe skide godt ind i situationen at kysse mig farvel i døren…

Ahmen altså! Hvad fanden skal der ske nu?

Hvad med alle X’erne?

Hvad sker der for X’erne?

Okay, det er ikke alle x’erne der pludselig opfører sig underligt, kun to af dem(altså ikke fordi der er så frygteligt mange flere end to.. måske tre). Men igår skete der det at både min gamle, gamle x, H, som jeg var kærester med for over 3 år siden(endda i to omgange) og som jeg et par gange efter vi havde slået op, kom til at være lidt sammen med, plus den seneste x, Hr. L, som slog op med mig så sent som for 3 uger siden, begge to skrev til mig!? Og det stopper ikke her, for ikke nok med at de begge skrev til mig, de ville også begge to ses med mig!!!??

Tog det mest afslappet med H, da han skrev om eftermiddagen, og så efter vi havde skrevet sammen nogle timer, spurgte om jeg havde lyst til at ses på mandag. Altså tolker jeg det ret venskabeligt, også eftersom at det har været rent venskabeligt de sidste gange vi har set hinanden.

Men den med Hr. L er straks værre(hvis man kan kalde det det?) Han skrev nemlig til mig kl. 2 om natten, og startede hele samtalen ud med, og jeg citerer ordret: “Jeg savner dig <3”. Hey fister! Det var sgu dig selv der slog op med mig for så sent som 3 uger siden! Og nu vil han ses i næste uge, og jeg ved ikke om han savner mig som ven eller kæreste, og jeg ved endnu mindre om jeg helst vil have at han savner mig som ven eller kæreste!?

Nu sidder jeg tilbage med to aftaler, med to forskellige x’er i næste uge, og er meget forvirret… Hvad nu?